Bragt som kronik i Politiken fredag den 22. september 2023

Af Thorkild Kjærgaard 
Historiker, dr.phil.

Præsident Zelenskyj burde have overgivet sig med det samme. Han har uden gode grunde bragt sit land ud i en grusom krig med umådelige tab af menneskeliv og menneskelig ulykke.

SIDEN AFSLUTNINGEN af Store Nordiske Krig med Freden i Nystad 1721 har Rusland været Europas største, stærkeste og folkerigeste stat, det eneste europæiske land, som ikke kan overvindes, hvad både Napoleon og Hitler måtte sande. Rusland har en særlig status og gør som sådan krav på råderum inden for sit tilgrænsende nærområde. Et sådant råderum gør alle stormagter krav på, og at forbyde det svarer til at ville forbyde tyngdekraften. Et andet eksempel er USA, som med den stadig gældende Monroedoktrin af 1823 bekendtgjorde, at Washington anser den vestlige halvkugle fra Ildlandet i syd til det yderste nord, inklusive Grønland, som sit nærområde, hvor USA forbeholder sig retten til at gribe ind og blande sig efter forgodtbefindende. Det er sidenhen sket snesevis af gange, for eksempel i Chile 1973, i disse dage for halvtreds år siden, hvor Washington styrtede en populær, demokratisk valgt præsident. Ligeså i Grønland, hvor USA efter Anden Verdenskrig begyndte at anlægge Thulebasen uden så meget som at orientere København, endsige spørge om lov, og Danmark påtog sig som den selvfølgeligste ting af verden at tvangsforflytte de grønlændere, der var i vejen for amerikanerne, hvad vi siden har måttet høre meget for. Amerikanerne – de egentlig skyldige – er der ingen, hverken danskere eller grønlændere, som kritiserer.

DER FINDES ingen russisk Monroedoktrin. Men der findes et omfattende erfaringsmateriale, som viser, at Ruslands nærområde i alt væsentligt falder sammen med det område, der ligger øst for den kulturelle skillelinje, som i tusind år har delt vores verdensdel mellem de lande, der har rod i Rom (den katolsk-protestantiske verden), og de lande, der har rod i Konstantinopel/Istanbul (den ortodoks-byzantinske verden). Hvis vi giver Rusland råderum i området øst for den store skillelinje – på samme måde som vi giver USA råderum i Den nye Verden – så er Rusland en pålidelig og konstruktiv aktør i europæisk storpolitik. Det har Danmark nydt godt af gentagne gange, således under Wienerkongressen 1814-15, hvor vi ville være blevet slettet af det politiske landkort, hvis ikke Rusland var gået i brechen for os.

Uanset hvad fra tid til anden er blevet hævdet, er der intet, som tyder på, at Rusland nogensinde har ønsket at ekspandere ud over sit nærområde og underlægge sig Vesteuropa ud til Atlanterhavet. Tværtimod fik Danmark i 1946 det russisk besatte Bornholm tilbage uden krav om modydelser, selv om ingen jordisk magt kunne have forhindret russerne i at blive på Bornholm til evig tid. På samme måde trak russerne sig betingelsesløst tilbage fra positioner i Norge, som de havde sat sig på ved afslutningen af Anden Verdenskrig. Vestens territoriale sikkerhed er ikke og har ikke på noget tidspunkt været truet af Rusland (Sovjetunionen), heller ikke under Den kolde Krig.

PROBLEMER med Rusland får man først, hvis man blander sig i området øst for den store skillelinje, det vil sige Belarus (Hviderusland), Moldova og Ukraine – akkurat som man ikke skal regne med at slippe godt fra at udfordre amerikanske interesser på Cuba, i Chile eller i Grønland.

Indblanding i Ruslands nærområde er imidlertid, hvad Vesteuropa og USA i stor stil har praktiseret siden Murens fald 1989 og Sovjetunionens og Warszawapagtens opløsning to år senere. I stedet for forsigtigt afventende at se til, mens den tummelumske, men ingenlunde udraderede russiske stormagt fandt en ny balance i forhold til de tidligere Warszawapagtlande og de to tidligere sovjetrepublikker, Belarus og Ukraine, som begge erklærede sig selvstændige, gik man straks i gang med at opsuge dem i vestlige organisationer som EU og Nato. Hvad de tidligere Warszawapagtlande angik, kunne det endda gå an. De lå (bortset fra Bulgarien) på den vestlige side af den store skillelinje. Ligeså med de tre små baltiske stater, Estland, Letland og Litauen, hvor der var et ønske om at komme på afstand af Rusland. Militært var og er de baltiske landes nye kurs af begrænset betydning, så længe Rusland sidder på Kaliningradenklaven i det tidligere Østpreussen.

Anderledes med Belarus og Ukraine. De måtte gerne være selvstændige, det havde de et langt stykke af vejen været allerede i sovjettiden, således havde begge lande stemmeret i FN, hvad ingen andre sovjetrepublikker havde. De måtte også gerne have eget militær, men skulle som minimum være neutrale og ikke flirte med alliancer vendt mod Rusland, som de i øvrigt ikke bare geopolitisk, men også kulturelt, sprogligt, historisk og familiært er snævert forbundne med. Der er næppe en russer, der ikke har familie i Ukraine og Belarus, og der er ikke en ukrainer eller en belaruser, der ikke forstår russisk. Skal man sammenligne Ukraines og Belarus’ udenrigspolitiske stilling efter selvstændigheden 1991 med noget, kunne det være med Danmarks forhold til Tyskland efter 1864. Tyskland havde ingen indvendinger mod Danmarks selvstændighed, men vi skulle være neutrale og ikke flirte med andre, hvor fristende det end kunne være. Som fremhævet af militærhistorikeren Niels Bo Poulsen i hans fortrinlige bog om den fransk-tyske krig 1870-71 ville det sandsynligvis have resulteret i Danmarks undergang, hvis vi – i håb om at vinde dele af Slesvig tilbage – havde ladet os lokke til at gå sammen med Frankrig mod Tyskland. At det magede sig så underfuldt, at vi 50 år senere fik Sønderjylland tilbage uden sværdslag, efter at Historien havde spillet Tyskland et gevaldigt puds, understreger blot, hvor taknemmelige vi skal være for, at regeringen holdt hovedet koldt i årene efter 1864.

DISSE SÆRLIGE betingelser for Ukraine og Belarus har begge sider, både Vesten og landene selv, navnlig Ukraine, haft svært ved at respektere. Det kneb allerede i 1990erne, og siden 2008 er der blevet talt åbent om Ukraines optagelse i både Nato og EU, uagtet det har stået lysende klart for alle, at det ville være uacceptabelt for Rusland. Fra russisk side satte man længe kikkerten for det blinde øje, samtidig med at man leverede billig energi til Vesteuropa og gennemførte tillidsskabende foranstaltninger såsom at poste enorme summer i et nyt, meget udsat og sårbart distributionsnet (Nord Stream 1 og 2). Forhåbningen var, at USA og ikke mindst Vesteuropa i velforstået egeninteresse ville besinde sig, men forgæves. Koret af højtprofilerede vesteuropæiske og amerikanske politikere, militærfolk og intellektuelle, der talte varmt for Ukraine og om at være ”på den rigtige side af historien,” lod sig ikke standse, og den amerikanske præsident, der kunne have fået det hele til at fortone sig som en akademisk diskussion med en erklæring om, at Ukraine aldrig kunne blive medlem af Nato, forblev tavs, også efter at Rusland i 2014 satte hælen i med tilbagetagning af halvøen Krim, som i 1954 var blevet overført til sovjetrepublikken Ukraine.

Til sidst var der ikke andet at gøre end at fremtvinge en afgørelse. Det var givetvis Moskvas forventning, at en større opmarch af tropper (cirka 150.000 mand) ved den ukrainske grænse ville få USA til at give efter og erklære, at tanken om Ukraine i Nato var opgivet, på samme måde som den sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov gav sig under Cubakrisen 1962, efter at John F. Kennedy med en troppeopmarch af nogenlunde samme størrelse i Florida havde signaleret, at det var alvor, når amerikanerne sagde, at de ikke ville have atombevæbnede sovjetiske raketter på Cuba. Men det skete ikke, Moskvas håb om en stadig eksisterende stormagtsreciprocitet her 30 år efter Murens fald viste sig naivt. I stedet for at give efter, sådan som russerne havde gjort 60 år tidligere, og lade verden ånde lettet op, lod amerikanerne krisen eskalere, indtil den havde nået et passende moment, hvorefter de frækt lænede sig tilbage og begyndte at frigive efterretningsoplysninger om, hvad de russiske styrker foretog sig på grænsen til Ukraine, så vi alle kunne følge med.

Med dette arrogant udspekulerede træk blev det umuligt for russerne at trække sig tilbage uden at blive til grin, og om morgenen den 24. februar 2022 overskred russiske styrker den ukrainske grænse. Her ventede der endnu en ubehagelig overraskelse, nemlig at Ukraine til alles forbløffelse greb til våben i stedet for at følge det tjekkoslovakiske eksempel fra august 1968, hvor Alexander Dubcek afstod fra væbnet modstand og gav Warszawapagtens tropper fri passage. De russiske styrker – en operettehær på sølle 150.000 mand – skulle nu pludselig være invasionshær, en krævende opgave, som de hverken helt eller halvt kunne løse. Ukraine fik let spil – alt for let spil, kunne man fristes til at sige. Vesten jublede og skyndte sig at sende våben. Det var David mod Goliat, og da den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj sagde til præsident Biden, at det, han havde brug for, ikke var et lift, men ammunition, var ikke et øje tørt. Siden har situationen normaliseret sig i den forstand, at det nu – efter 18 blodige måneder med hundredtusinder af dræbte, millioner af flygtninge og massive ødelæggelser af bygninger, infrastruktur og landskaber for ikke at tale om afledte virkninger i Afrika og andetsteds – ser ud som om Rusland, trods sanktioner og ubegrænset våbenhjælp til Ukraine, langsomt er ved at få overtaget.

UANSET HVOR megen sympati man kan have med Ukraine, så har landet og dets leder en dårlig sag. Der findes, hvor ønskværdigt det end måtte være, ingen international retsorden, som alle bakker op om, og som Ukraine kan påberåbe sig. Den retsorden, der findes, og som alle småstater må rette sig efter, hvad enten de hedder Danmark eller Ukraine, er stormagternes retsorden, som i vores del af verden er styret af USA og Rusland. I det system har Ukraine som placeret ved Ruslands sydflanke sin plads i den russiske del.

Som fremhævet af blandt andre den længst siddende danske udenrigsminister nogensinde, P. Munch (1870-1948), er den geografiske determinant for småstaten et grundvilkår, som den ikke uden fare for sit eget liv kan forsøge at sætte sig ud over.

AT SÆTTE SIG UD OVER den for Ukraine gældende geografiske determinant er imidlertid, hvad landet åbent forsøger ved at stræbe efter medlemskab af Nato, en vestlig, af USA styret og kontrolleret organisation. Hermed gør Zelenskyj sig skyldig i den største brøde, lederen af en småstat kan begå, nemlig uden tvingende grund at sætte sit lands eksistens på spil. Det skal i den forbindelse understreges, at Rusland, som Zelenskyj ønsker at fjerne Ukraine fra, ikke er et barbarisk uhyre à la Hitler-Tyskland, men en brodernation, som – bortset fra størrelsen – ligner Ukraine til forveksling.

Dernæst har Zelenskyj ved uden tvingende grund at bringe sit land ud i en grusom krig med umådelige tab af menneskeliv og menneskelig lykke til følge gjort sig skyldig i misligholdelse af den opgave, som – næst efter et sikre statens overlevelse – er den vigtigste for enhver regering, nemlig at skabe trygge og sikre rammer for folkets berettigede ønske om et ”ordentligt liv”, ”le bienêtre moral et économique du peuple,” som P. Munch benævnte det i en tale holdt i Folkeforbundet 1935.

Den politisk uerfarne Volodymyr Zelenskyj, der kom til i 2019 med et løfte om udsoning med russerne, har haft flere chancer for at stoppe den lavine, der nu er ved at begrave hans land og knuse hans folk, med den tjekkoslovakiske model fra 1968 som den mest oplagte. Havde Zelenskyj i februar 2022 gjort som Dubcek, kunne han have reddet sit land og sit folk og givet Historien en chance for at virke i det stille – som den gjorde det i småstaten Tjekkoslovakiet efter 1968. Det gjorde Zelenskyj ikke, han valgte krigen.

Som del af den amerikanske verden kan det officielle Danmark ikke unddrage sig støtte til Ukraine i den igangværende konflikt, uanset hvor tvivlsom en sag Ukraine har. Men der er langt fra at sende nogle kanoner og hjælpe flygtende ukrainere til – efter som lydige skolebørn med hinanden i hånden først at have indhentet tilladelse på inspektørens kontor – at ”donere” et større antal F-16 jagerfly og dermed bidrage til krigens forlængelse med alt, hvad det indebærer af risici for vort eget land, for Ukraine og for den globale sikkerhed.

BILLEDER af en flirtende kvindelig statsminister i en F-16-dræbermaskine og et fjantende, ualvorligt Folketing, som – lykkeligt befriet fra den jævne befolknings bekymringer – fotograferer sig selv og hinanden sammen med entertainment-oligarken Volodymyr Zelenskyj og hans fotogene hustru, er beskæmmende vidnesbyrd om en regering og et ting, hvis medlemmer har mistet deres moralske og politiske kompas.