Bragt som debatindlæg Jyllands Posten mandag 7. februar 2022

Jørn Nielsen 
Forfatter

I årtier har politikere, medier og meningsdannere ingen bekymringer haft, mens USA, dets militærindustri og Nato har omringet Rusland med nye alliancelande og missilforsvar. Senest har sanktioner designet til at inddæmme og presse Rusland yderligere og udskamning af præsident Putin vundet indpas.

»Stik piben ind, lad europæerne afgøre, hvad der skal ske mellem Ukraine og Rusland, og vigtigst: Bliv gode venner med Putin, for kun samarbejdspartnere og venner lytter man til,« skriver forfatter Jørn Nielsen i dette debatindlæg. Foto: Aleksey Nikolskyi/Reuters

Ikke mange tør sige det højt, men gid der var et besindigt menneske, som ville rejse sig op og sige stop? Det sker nok ikke, for da en tysk flådechef forleden tog bladet fra munden og foreslog, at vi begyndte at behandle Ruslands præsident med respekt, måtte den tyske flådechef gå af, og der var ingen ende på fordømmelserne af hans udtalelser.

Vesten skal aldrig regne med, at Krim igen bliver en del af Ukraine. Rusland vil aldrig tillade, at dets umiddelbare nabo bliver optaget i Nato, en organisation, der i øvrigt har udviklet sig til en angrebsalliance, der af en eller anden årsag har fået lov til blande sig med politiske udtalelser og trusler snart sagt hver eneste dag. Desuden er Rusland af en størrelse, der ikke er til at komme udenom. Vi har brug for landet i en fremtid, der ellers vil blive domineret af kineserne.

Der går ikke en dag, uden at vi i alle mainstreammedier bombarderes med skræmmebilleder og nedrige kommentarer om præsident Putin. Det er, som om eliten har besluttet sig for, at vi på en eller anden facon, cyber, hyper proxy eller bare med lidt våbenleverancer, skal i ”krig” med Rusland. USA og dets allierede er i fuld gang med at genstarte Den Kolde Krig. En fælde Putin næppe har tænkt sig at gå i. Han har for længst lært lektien fra Sovjetstatens sammenbrud og afventer blot USA’s økonomiske kollaps.

Det russiske militær har det, der skal til for at afvise ethvert forsøg på invasion og indblanding i dets nærområder. Og hvis ikke det er nok til at afholde os – ja, også dig og mig – fra at stramme grebet yderligere om dets grænser og de konflikter, vi er ved at tale op, har landet også det, der skal til for at slukke lyset for os alle sammen en gang for alle.

Det er forstemmende at opleve, at Ikke bare alverdens politikere står i kø for at udskamme vores store europæiske nabo, selv journalisterne er ved at gå i selvsving, når de med høj stemmeføring flittigt interviewer hinanden og ukrainske husmødre på øvelse med trægeværer. At true verdens næstbedst bevæbnede atommagt med bål og brand, sende fregatter mod dets kyster og soldater til de baltiske stater, Gotland og Nordnorge får ikke russerne til at ryste på hånden, og at bevæbne en nabonation, som alle godt ved ikke har en chance, kan bedst sammenlignes med et forsøg på at lokke sin 14-årige lillebror til at overfalde en fuldvoksen MMA-fighter.

Koldkrigsretorikken har siden Ruslands overtagelse af Krim-halvøen i 2014 nået nye højder, så man næsten skulle tro, at lande som England og Frankrig havde lyst til at gentage Krim-krigene. Glemt er, at det var USA og flere europæiske nationer, der ved politisk indblanding fik væltet et russiskvenligt demokratisk og lovligt valgt styre og på den måde trak ukrainerne væk fra dets store naboland. En øvelse, der tilsyneladende blot var endnu et skridt på vej mod at isolere Rusland, sætte fut i Den Kolde Krig og sikre, at europæerne ikke bliver for gode venner med Rusland.

Rusland og for den sags skyld Kina, som i øjeblikket må gnide sig i hænderne over al den opmærksomhed, der afledes fra situationen i Det Sydkinesiske Øhav og Taiwan, er hverken værre eller bedre end USA. Og dog. De to supermagter kan slet ikke måle sig med de mange invasioner og ødelæggende besættelser, som USA siden Anden Verdenskrig har stået for. Jeg vil vove den påstand, at Putin har lært alt om snigmord, militærhjælp til ”venligsindede” nationer og invasioner fra de bedste, nemlig USA. Ingen andre stormagter (tilsammen) har siden Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 tilnærmelsesvis slået så mange uskyldige mennesker ihjel som vores ledestjerne USA. Vi finder os stiltiende i at blive aflyttet, manipuleret og skubbet rundt med og ikke en lyd om CIA’s hemmelige krige, sorte fængsler og kidnapninger verden rundt. Alt er forstummet, det er bare russerne, der er dumme. Demonstrationer, der slås ned med hård hånd i USA og andre vestlige lande, er en del af demokratiet, mens det samme i Rusland er et udtryk for diktaturstatens beskidte metoder.

Udenrigsministre står i kø for at bebrejde Rusland det ene og andet, mens de banker sig på brystet i ly af storebror. Kunne man forestille sig, at amerikanerne ville finde sig i, at russerne eller for den sags skyld kineserne afholdt den ene militærøvelse efter den anden langs dets grænser eller i Den Mexicanske Golf? Det gjorde de ikke i oktober 1962, hvor Sovjetunionen ville opstille atomraketter på Cuba. Igen bør der skeles til historien; dengang var USA angiveligt villig til at udløse tredje verdenskrig for at stoppe leverancerne af våben til nabolandet, der i øvrigt lige siden er blevet fastholdt i en embargo med sanktioner, der har kostet millioner af cubanere livet.

Ønsket om genstarten af Den Kolde Krig skyldes naturligvis den amerikanske frygt for, at det amerikanske imperium er i rask tilbagegang, nærmere et økonomisk sammenbrud end nogensinde – og ikke mindst tilstedeværelsen af en våbenindustri, der de seneste år er løbet tør for slagmarker og dermed salgskanaler. En nation og en industri, der med nederlaget i Syrien og den ydmygende exit fra Afghanistan har sat et foreløbigt punktum for dets verdensomspændende krigsindsats i demokratiets og frihedens navn.

Jeg er ikke bange for, at Rusland vil angribe Sverige eller Norge, og heller ikke en russisk False Flag-operation rettet mod Ukraine, snarere det modsatte. At USA kalder sit ambassademandskab hjem, er blot endnu et led i propagandakrigen, der tjener det ene formål, at vi skal være bange og overlade styringen til koldkrigspolitikerne. Stik piben ind, lad europæerne afgøre, hvad der skal ske mellem Ukraine og Rusland, og vigtigst: Bliv gode venner med Putin, for kun samarbejdspartnere og venner lytter man til.

Nu gælder det om at deeskalere og forhindre storkrig, drosle ned og få russerne med Putin ind i varmen, så vi kan tale tingene ned, før den vanvittige oprustningsspiral ender i varm krig. Bliver vores politiske og militære ledere ved med at råbe ”bjørnen kommer”, ender det nok med, at den kommer, og så kan alt andet være lige meget.