Bragt som kronik i Berlingske lørdag den 26. august 2023
Af Thorkild Kjærgaard
Historiker, dr.phil.
Når krigen i Ukraine nævnes, er det altid med en tilføjelse om, at det var Rusland, der angreb, ofte tillige, at angrebet var ”uventet” og ”uprovokeret.” Det var ganske rigtigt russiske tropper, der overskred grænsen til Ukraine tidligt om morgenen den 24. februar 2022, men det var hverken uventet eller uprovokeret. I årevis forud havde Rusland igen og igen tilkendegivet, at man under ingen omstændigheder ville kunne acceptere, at Ukraine blev medlem af NATO (på samme måde som USA under Cubakrisen tilbage i 1962 ikke ville tillade atombevæbnede russiske missiler i sit umiddelbare nærområde, om så det skulle koste en krig).
NATO-diskussionen
Ingen, der anerkender Rusland som aktør med status af stormagt på den internationale scene, kunne være i tvivl om, at så længe der ikke var blevet lagt låg på diskussionen om Ukraines optagelse i NATO, hvad alliancens leder, den amerikanske præsident Joe Biden så let som ingenting kunne gøre med et kort statement på trappen foran Det Hvide Hus, så længe var der overhængende fare for, at russerne i en kritisk situation ville indlede en militær operation rettet mod Ukraine.
Den amerikanske præsident forholdt sig tavs, hvad der gav plads for et kor af stemmer, herunder fremtrædende europæiske og amerikanske politikere, militærfolk og kommentatorer, som talte varmt for Ukraines sag. Indvendinger og betænkeligheder, såsom henvisning til Ukraines beliggenhed ved stormagten Ruslands sydflanke, blev fejet til side med henvisning til Ukraines rettigheder som suveræn stat. Ikke blot før, men også – og nu med patetisk emfase – efter at Rusland i 2014 med annekteringen af Krim havde sat foden i jorden. Det signal skulle Ukraine og dets vestlige støtter overhovedet ikke tage sig af, det ville være at give efter for afpresning fra en autokratisk leder.
Moskva tøvede og tøvede og prøvede endnu ved årsskiftet 2021/22 med store troppekoncentrationer ved grænsen til Ukraine at sende et budskab til amerikanerne, som kunne få dem på andre tanker, men forgæves. I stedet for at give efter og lade verden ånde lettet op, sådan som Nikita Khrusjtjov gjorde under Cubakrisen 60 år tidligere, lod amerikanerne krisen eskalere, indtil den havde fået et passende moment, hvorefter de fra begyndelsen af februar 2022 lænede sig tilbage og begyndte at frigive efterretningsoplysninger om, hvad de russiske styrker foretog sig på grænsen til Ukraine, så vi alle kunne følge med. Hvad russerne og ukrainerne så end gjorde, var det i hvert fald ikke amerikanernes skyld, de var bare tilskuere og kunne som en anden Pilatus vaske deres hænder. Med dette provokerende, genialt udspekulerede træk blev det umuligt for Rusland at trække sig tilbage uden at blive til grin, og krigen gil i gang under den hjælpeløse betegnelse af en militær specialoperation.
Fra russisk side er der et klart og veldefineret krigsmål, nemlig at holde NATO, Det Amerikanske Imperiums militære arm, ude af Ukraine. Fra Moskva har der siden 2004 ikke lydt et eneste ord om Estland, Letland og Litauen, endsige om de tidligere Warszawapagtlande, og intet tyder på, at Rusland har revanchistiske planer, hvad dem angår. Tværtimod.
Europas sikkerhed er ikke truet
Som påpeget af den nyligt afdøde tjekkisk-franske forfatter Milan Kundera i et skarpsindigt, højt berømmet essay fra 1984, så har grænsen mellem øst og vest i Europa ligget fast i tusind år indtil 1945, hvor Polen, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland, som hører til den vestlige, katolsk-protestantiske sfære med rødder i Rom, vågnede op og opdagede, at de som resultat af Anden Verdenskrig var blevet indlemmet i den østlige, ortodokse sfære med rødder i Byzans. Her var disse lande som fremmede, og de hverken kunne eller ville indordne sig under russisk (sovjetisk) dominans. Herom vidner en endeløs række af folkelige opstande: Østtyskland (DDR) i 1953, Ungarn i 1956, Tjekkoslovakiet i 1968, Polen flere gange, senest i 1980. Disse lande nærer dagens Rusland intet som helst ønske om at få tilbage, de var aldrig andet end kilde til udmattende stridigheder og prestigetab for Rusland i Vesteuropa, hvis store og stærke kommunistpartier led skade, hver gang sovjetmagten slog til. Vest- og Centraleuropas sikkerhed er ikke og har ikke på noget tidspunkt været truet. Krigen drejer sig om Ukraine, og kun om Ukraine, der bortset fra nogle småbidder i den vestlige ende helt og fuldt tilhører den østlige, ortodoks-byzantinske sfære. Herpå ændrer den just vedtagne flytning af Julen til den 25. december i stedet for, som hidtil, den 7. januar intet.
For Rusland, verdens største land, cirka seksogtyve gange større end Frankrig, med enorme afstande fra øst til vest og fra nord til syd og en århundredlang, dybt rodfæstet imperial tradition, der med stor regeringskunst og russisk som lingua franca holder sammen på et kludetæppe af folk, sprog og religioner, er der ingen tvivl: hellere sætte alt på ét bræt med risiko for at blive revet i tusind stykker end at give op. Hvis den blodige broderkrig i Ukraine mellem to historisk, kulturelt og sprogligt uadskillelige folk skal stoppe, er det Europa og USA, der må besinde sig. Længe har det set ud som en fuldstændig umulighed, at NATO-landene, der siden krigsudbruddet har forsynet Ukraine med våben og overgået hinanden i forblindet militarisme og storsnudet bragesnak om at være ”på den rigtige side af historien”, skulle kunne standse op så meget som fem minutter og overveje, hvad de har gang i. Men efter topmødet i Vilnius i juli, hvor man afviste at sætte fast dato på Ukraines optagelse i NATO, er der måske alligevel en smal sprække af håb, et første tøvende signal om, at ikke bare de europæiske lande, men også USA efter at have pumpet svimlende 300 milliarder dollars ind i et mere og mere udmattet og nedslidt og derfor ikke længere leveringsdygtigt Ukraine, omsider har fået nok.
Det er på høje tid at få stoppet krigen flere hundrede kilometer øst for det gamle jerntæppe, før den eskalerer og bliver til en global katastrofe. Den udkæmpes og holdes ved lige med vestlige våben til fordel for et land, der er alt andet end demokratisk, ja, knap nok et land, og som, hvis det en dag bliver medlem af EU, vil befinde sig lige så dårligt under Bruxelles, som Østtyskland, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn i sin tid befandt sig under Moskva. Det var, som Milan Kundera gjorde opmærksom på, en dårlig idé at flytte den politiske grænse mellem øst og vest flere hundrede kilometer vest for den kulturelle grænse, som det skete efter Anden Verdenskrig. Nu vil EU med Ursula von der Leyen i spidsen gøre det modsatte og tror naivt, det bliver en succes. Det bliver det ikke, det bliver en fiasko.
Ikke vores problem
Europa har masser af problemer, som råber på at blive løst. Det samme har USA. Ukraines forhold til Rusland er ikke blandt disse, slet ikke for Europa, som – hvis Ukraine vinder og derpå optages i EU – får et fremmed land, som altid vil være på udebane, med ombord. Heller ikke for USA vil der komme meget godt ud af en ukrainsk sejr. Man får naturligvis, i hvert fald for en stund, elimineret Rusland som konkurrerende stormagt, men står tilbage med en forøget militærbyrde, hvis der skal opbygges et troværdigt forsvar af Ukraine over for et forbitret og hævngerrigt Rusland, hvortil kommer et stadig mere magtfuldkomment Kina.
USA har det ikke nemt med Kina, hvorimod forholdet til Rusland uanset vidt forskellige samfundstyper historisk set altid har været fortrinligt. Rusland er, når det kommer til stykket, det eneste land af atlantisk-europæisk støbning, der har størrelse og format til at være på lige fod med USA, ikke et opblæst og uudholdeligt selvpromoverende dukkeland som flokken af europæiske nationalstater, hvis ledere hele tiden kæmper om at blive fotograferet sammen med den amerikanske præsident, når der er topmøde.
Ikke bare for USA og Rusland, men for hele verden må det ønskes, at amerikanerne bryder forbindelsen med den tidligere sovjetrepublik Ukraine, en skrøbelig, uhomogen og ikke-bæredygtig statsdannelse, der aldrig har interesseret dem en døjt, og finder tilbage til det gamle venskab med Rusland, som har bestået siden Uafhængighedserklæringen i 1776, og som den nuværende præsident Joe Bidens to store forbilleder, Franklin D. Roosevelt og John F. Kennedy, begge hyldede og stolede på. Det samme gjorde general Dwight D. Eisenhower, som var præsident fra 1953 til 1961. ”For,” som han skriver i sine krigserindringer fra 1948, ”så længe der eksisterer gensidig tillid og oprigtigt venskab imellem USA og Rusland, vil ingen nation formå at true verdensfreden.” Det var sandt i 1948, det er stadig sandt, og man vil kunne tage fat på de sociale og miljømæssige problemer, der hænger som et damoklessværd over os alle.