kronik bragt i Jyllandsposten tirsdag den 3. oktober 2023

Af Gunnar Olesen, International rådgiver, cand.scient.pol.

Krigen har vist at flere forhåndsantagelser var forkerte. Den har svækket Rusland, men styrket Kina og andre BRICS-lande, hvorfor der er tegn på at USA ønsker krigen stoppet, inden Ukraine forbløder. 

***

Mette Frederiksen bruger Ukraine til at vise ”Corona-handlekraft” og formentlig til et forsøg på at blive Nato generalsekretær i 2024. Spørgsmålet er dog om Nato har mest brug for en høg på posten, eller én der kan få krigen afsluttet, efter at flere antagelser – fra begge sider – har vist sig forkerte? 

Rusland undervurderede ny ukrainsk nationalisme i en førhen mere splittet nation, hvor ”befrielse” blev til angrebskrig – og effekten af Zelenskyjs skuespillertrænede kommunikationsevner hjemme og i et Vesten, der hungrer efter en politisk helteskikkelse og har glemt krigens gru.

Man havde næppe forventet, at krigen ville føre til så hårde sanktioner og så megen militær støtte til Ukraine, få Sverige og Finland til at tilslutte sig Nato, Tyskland til at kappe bånd til Rusland og opruste. Eller at europæiske regeringer opfattede angreb på Ukraine som en trussel mod egne lande og ville acceptere befolkningens ofre ved krigsdrevet inflation og opgivelse af russisk gas. 

Vesten overvurderede både russisk militær styrke, jf. ekspertforudsigelser ved krigens start; dets indflydelse på opinionen, hvor det gik lige modsat med dannelse af en anti-russisk; og dets evne til cyberkrig, der ikke har haft synlig effekt i Ukraine, der fik hjælp af Elon Musk’s Starlink.

Det samme gjaldt effekten af sanktioner (”økonomisk atombombe”) der er omstridt, men ikke været som forventet. Putin-styrets mobilisering af patriotisme har hidtil vejet tungere end sanktioner og upopulær mobilisering til en dårlig anført krig mod et broderfolk. Bl.a. fordi nogle af de anderledes tænkende har forladt landet.

Vesten antog at sanktioner ville få støtte fra resten af verden. Men resten har ikke bare erklæret sig neutral i forhold til en krig i Europa – hvis fødevare-prisstigninger rammer ulandene hårdt – men brugt den som katalysator for at skabe et alternativ til vestlig økonomisk dominans. På BRICS’ topmøde i august 23 blev gruppen, der allerede omfatter Rusland og Kina, udvidet med bl.a. Saudi-Arabien og Iran! Flere Sahel-lande har efter militærkup sendt Frankrig ud og inviteret Rusland ind.

Der aftegner sig hermed flere uforudsete konsekvenser af krigen. Rusland er, selv hvis det fastholder de erobrede dele af Ukraine, svækket efter en skuffende krigsindsats og afbrydelse af økonomisk samkvem med Europa. Det har allerede tilsyneladende opgivet at beskytte det allierede Armenien mod Aserbajdsjan, der støttes af Tyrkiet som Rusland ikke vil lægge sig ud med. Ekskluderet fra Europa søger Rusland nye venner.

Europas økonomi er svækket med stop for adgang til russiske ressourcer (og Kinas styrket med billig adgang til dem). Rustningsudgifter udfordrer europæiske velfærdsstater og sætter den grønne omstilling på hold. I Tyskland styrtdykker opbakning til regeringen. Naboskabet til Mellemøsten og Afrika bliver ikke nemmere ved øget russisk og kinesisk indflydelse her. Indvandringspres og korankrise er allerede en slags hybridkrig.

Geopolitisk vinder USA og Kina ved, at Rusland og Europa svækkes og adskilles. Måske også andre store lande i Syd hvis de sammen med Kina formår at realisere BRICS’ ambitioner. 

Det kan være baggrund for USA-strategers (og Musk’s) overvejelser om fred gennem et kompromis om afgivelse af ukrainsk territorium mod russisk accept af landets Nato-medlemskab. USA har allerede opnået strategiske mål ved at svække Rusland og adskille det fra Europa – markeret med den ødelagte gasledning i Østersøen – og ønsker næppe at skubbe det endnu mere i armene på Kina. Eller risikere at det bruger taktiske atomvåben. Hvortil kommer muligheden for valgsejr i 2024 til Trump eller andre, der er mindre villige end Biden til at fortsætte bekostelig støtte til Ukraine.

Desuden kan det spille ind, at det regnes til Ruslands fordel, hvis krigen trækker ud. Sympati for Ukraine kan føre til at overse amerikanske kilders skøn over begge siders tab af op mod et par hundrede tusinde døde og sårede (!), og at der er tegn på krigstræthed i dets befolkning. Også Ukraine præges af røverkapitalisme og en korruption, der formentlig trives med de mange løse penge fra Vesten i en krigsøkonomi, jf. hvad der skete i Afghanistan.

Krigen startede i februar -22 med invasion af en relativ beskeden styrke på 200.000 for at erobre Kiev og den sydøstlige del, der forbinder Krim med udbryderregionerne mod øst. Kiev slog fejl, mens det sydøstlige var erobret i maj. I august -22 fik ukrainsk modoffensiv russerne til at trække sig tilbage og forskanse sig syd for Dniepr-floden. September -22 startede Rusland omsider delvis mobilisering af værnepligtige, samtidig med formelt at annektere de fem helt eller delvist besatte regioner.

Hermed reducerede Rusland indirekte sine krigsmål til at fastholde disse regioner, det såkaldte ”Ny Rusland”, og overgik til forsvarskrig, hvor Ukraine bærer tabene ved at gennembryde fjendens linjer. Ifølge Le Monde (8. sept.) beklagede Zelenskyj de beskedne fremskridt i den aktuelle offensiv pga. russisk luftherredømme og for langsomme våbenleverancer fra Vesten.

Prigosjin, Wagner-lejehærens leder, demonstrerede sprækker i Putin-regimet ved at bebrejde den militære ledelse dens uduelighed og gøre mytteri i juni. Men Putin fik det klaret ublodigt med aftale om, at Wagner skulle tilbage til det de er bedst til – fremme russisk indflydelse i Afrika. Siden Wagner-ledelsen omkom ved en flyulykke i august, er der indtil videre ikke flere synlige sprækker!

Hvis Ukraine inden for en måneds tid opnår et gennembrud for sin offensiv, der efter 3-4 måneder ikke har opnået meget, er der en ny situation. Hvis ikke, kan der på den nævnte baggrund åbne sig et vindue for at afslutte krigen inden vinteren, og inden Rusland evt. starter en modoffensiv baseret på en ny mobilisering (som regimet helst vil undgå) inden for sin større befolkning. 

Ganske vist kræver Ukraine, støttet af Europa, at få alt tilbage, hvad Rusland ikke vil acceptere. Men (tabs)tallenes tale kan, sammen med vink fra USA, fremtvinge våbenhvile og forhandling. Kina og andre har længe haft fredsforslag, som Rusland har stillet sig positivt over for. 

Europæiske regeringer vil komme under pres for det samme i takt med deres andre udfordringer. De kan næppe fortsat tro på russisk lyst/evne til nye angrebskrige mod Nato-medlemmer. Desuden vil de godt i gang med et forventet investeringsboom i ukrainsk genopbygning. 

Efter lang forhandling under en frossen konflikt kan Ukraine ende med at afgive noget af det besatte mod EU- og Nato-medlemskab, som Rusland vil være nødt til at acceptere. For hvad er alternativet? Hvem tror seriøst på, at Ukraine med nok så mange våben fra Vesten kan besejre Rusland endegyldigt? Og at det, hvis det skulle ske, så ikke vil udløse brug af taktiske atomvåben?  

Når man beklager den situation, kan man sende en tanke til 8 års syltede Minsk-fredsforhandlinger. Hvis de havde ført til en internationalt overvåget folkeafstemning om nationalt tilhørsforhold, var grænsen sandsynligvis kommet til at ligge tæt på den nuværende frontlinje, at dømme ud fra ukrainske valgresultater frem til 2014.